FREDERIKSVÆRK OG OMEGNS KUNSTFORENING
Niels Bak Rasmussen arbejder med det at se, erfaringen og erkendelsen heraf. Han skaber sine værker gennem en undersøgelse af den måde vi alle tilgår de ting vi ser, de tilvalg og særligt de fravalg vi foretager, når vi ser. Og ikke mindst den betydning vi tillægger det vi vælger at se, såvel som det vi mener og se.

Udstillingen i Ågalleriet "A Pile of Nothing" handler om disse valg. Om det aktive tilvalg, men især det parallelle fravalg og om den nødvendige og ofte skjulte katalogisering/systematisering af alt vi kommer i berøring med. Hvilken valør har det fravalgte og hvad siger det om det tilvalgte?

De ting vi tilvælger tager vi for givet og de vælges oftest uden omtanke eller bagtanke, men hvorfor fravælges noget og hvorfor dømmes det som irrelevant for vores hukommelse og interesse?

Det er udstillingens fokus. Tilvalget/fravalget er med til, at definere hvem vi bliver som mennesker, såvel som det er med til at give en forståelse for de ting vi ser og omgiver os med og i sidste ende, hvilken verden vi ender med at befinde os i. 

Hans kunst handler med andre ord ikke om hvad han synes og mener, men stræber efter at være en spejling, et filter, af det han ser og oplever, af hans egne valg og ikke mindst den rejse vi alle foretager.
26.Aug. - 23.Sep: Niels Bak Rasmussen