FREDERIKSVÆRK OG OMEGNS KUNSTFORENING
Finn Richardt er en kunstner, som i sit billedsprog og udtryk på mange måder markerer sig tydeligt anderledes i forhold til tidens hovedstrømninger.

Hans interesse for naturen som motiv har intet at gøre med tidens tendens til brug af fragmenterede natursymboler, ej heller med samfundsforhold, og hvis man endelig skal sammenligne, kan man måske med held finde fællesnævnere inden for dele af fotokunsten.
Når man betragter malerierne, kan de synes vanskelige at kategorisere og ”sætte i bås”. Nærmest kan værkerne ses som et personligt, kunstnerisk projekt.

Finn Richardt formår at røre sit publikum med sine poetiske arbejder, og det fortæller noget om det
poetiske ærindes almengyldighed og berettigelse, som bevæger sig uden for tid og sted, som et kontrapunkt for kunstens tidsbestemte strømninger.

Kunstneren er optaget af naturen som repræsentant for det ”andet”. Det vil sige alt det ikke menneskeskabte: Naturen som et underliggende grundvilkår for vores tilværelse, som vi må forholde os til. Det er sansningen og stemningen i dette møde, som man finder skildret i malerierne.

Malerierne opstår ikke på baggrund af et fotografi, – som det ellers er oplagt at tænke, – men på baggrund af en erindring om intenst nærvær og ønske om at komme tæt på motivet uden noget imellem. Det er det, der gør Richardts værker originale, for maleriet er først og fremmest skildringer af stemninger og nærvær.

Den tekniske del af maleriet er så at sige nøglen til at formidle sanseoplevelsen, som arbejder sig
ud på lærredet for hvert strøg og hvert lag. Nogle går endda så vidt at betragte værkerne som
meditative, men pointen er, at de i sig selv er et stykke virkelighed.

Finn Richardt er uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi 1979-85.
Han arbejder som maler og grafiker og er optaget af at skildre den naturgivne
verden, som vi mennesker er en del af, og især vores forhold til naturen – sanseligt og psykologisk. Skildringen af vand som et grundvilkår spiller en central rolle i hans
værker.

På udstillingen i Frederiksværk Kunstforening kan man opleve en række stemningsmættede malerier, som skildrer vandets natur, bevægelse og dybde.
Vandet er en stadig kilde til forundring , med dets mange aspekter. Strømningernes formationer, bølgernes bevægelser og krusninger, og overfladens transparens. Altid foranderligt og flygtigt.

Værkernes formsprog er enkelt og alligevel komplekst. Farverne afdæmpede, men motiverne er fulde af bevægelse.
Mange af malerierne henter deres inspiration i egnen omkring Frederiksværk, med fjorden og havet.
Finn Richardt