FREDERIKSVÆRK OG OMEGNS KUNSTFORENING
FORBINDELSER

Ågalleriets store rum bliver brudt op i forskellige mindre rum, defineret af Camilla Grell og Stine Juuls værker. Vi ledes igennem en “forbindelses-labyrint”, hvor kunsternes værker komplementerer og understreger hinanden på trods af de forskellige udtryksformer. Korrespondancen rummene imellem er lige så betydningsfuld som det enkelte værk i sig selv.

Stine Juul undersøger farver, det organiske, det tilfældige og det styrede udtryk. Stine er optaget af, hvordan hun med forskellige materialer, overflader og mønstre kan lede os til nye rum og nye oplevelser. Ved at opbygge billeder og objekter igennem forskellige lag, arbejder hun med materialernes og farvernes rumlige og sanselige egenskaber. Fokus har været at finde balancen i det tilfældige og det styrede, at tilføje en fortælling gemt i værket, som ikke overskues lige med det samme.

I Camilla Grells univers opleves abstrakte opstillinger, fabelagtige væsener, symbolfyldte landskaber og mennesker, som udfoldes og væves ind i hinanden. Camilla arbejder med det nære og umiddelbare, som knytter sig til hinanden. Hun belyser og fastfryser øjeblikke, som måske ikke altid ses og opleves umiddelbart og giver hermed øjeblikket en ny personlig fortælling. Med en baggrund som tekstildesigner gør hun oftest brug af print, tekstiler, udklippede figurer og former. Der er fokus på ro, smerte og længsel, kærlighed og samhørighed og følelsen af at være en del af noget større.

 Kontrasten mellem kunstnernes udtryk har fascineret og været en interessant grobund for undersøgelsen af, hvordan de kunne nærme sig hinanden. De har under hele processen holdt fokus på indre ro og at bevare forbindelsen til indre kerne, samtidig med at forblive åbne overfor hinanden. Det fælles træk i deres kunstneriske virke er, at de begge arbejder med at forbinde det ukendte med det kendte, og at de arbejder åbent og legende.

 Camilla og Stine har været veninder siden deres unge dage. I 2011 blev de kollegaer på værkstedsfællesskabet Kong Georg på Frederiksberg. Efter et par år flyttede de begge ud af byen, og et nyt og tættere samarbejde er opstået.

 Udstillingen løber fra 1/9 –22/9 2018, åbningstiderne er torsdag-søndag kl 13-16.

 
Camilla Grell og Stine Juul 1–22/9