FREDERIKSVÆRK OG OMEGNS KUNSTFORENING
Mødet mellem materialer og fortællinger

“Vi oplever at vores værker taler sammen og bliver en del af en større fortælling. De abstrakte og grafiske tekstile værker danner en horisont over de figurative keramiske fortællinger. Det tre-dimensionelle og det to-dimensionelle smelter sammen i en enhed. Der opstår forbindelse i mellem materialerne og måden de indeholder farver på. En melering i en tråd spejles i lag og toner af glasur”.

/Lea og Astrid

Astrid Skibsted
Tekstildesigner og tekstilkunstner

“Mit arbejde handler om, at dyrke den kompleksitet der er i måden de tekstile materialer og garner indeholder farve på. Vævning og bevikling er mine primære teknikker. Jeg arbejder med værker, som kan udtrykke den tid der ligger i den håndværksmæssige proces og videregive den fornemmelse af ro der er i gentagelserne og placeringen af hver enkelt tråd.”

/Astrid Skibsted www.astridskibsted.dk

Lea Nielsen
Keramiker

“Mit keramiske arbejde har to lige vigtige ben - lerets materialitet og historiefortælling. Med leret skaber jeg små historier - universer, der måske synes uskyldige og naive, men som rummer en tvetydig undertone. Leret rummer uanede muligheder for disse historier, og med dets stoflighed får jeg både en masse forærende, samtidig med jeg udfordrer hvad der er muligt med det.”

/Lea Nielsen www.lea-nielsen.dk
Astrid Skibsted og Lea Nielsen 5-26/5