FREDERIKSVÆRK OG OMEGNS KUNSTFORENING
Sys Hindsbo er født i 1944 og er uddannet på kunstakademiets billedhuggerskole, fra 1962 til 1965 hos Gottfred Eickhoff og på Grafisk Skole hos Holger Jensen og Palle Nielsen 1965-1969. Sys Hindsbo debutterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1966. Hun arbejder primært med tegning og grafik.
I 1980'erne var Sys Hindsbo en central drivkraft i at udvikle Det Fynske Kunstakademi og få det opgraderet, så akademiets uddannelser blev SU-berettigede. Hun var selv underviser på akademiet indtil 1998. I dag er hun bosiddende i Fjellebro uden for Ringe.
Sys Hindsbo arbejder oftest med figurer, der er standset midt i en fysisk eller følelsesmæssig bevægelse. Mennesker og dyr er på en gang forbundet med hinanden i en fælles gådefuld aktion, men er samtidig som fjerne planeter, der kredser i hver deres bane med hver deres formål, lukket inde i hver deres verden.
"At lave billeder er min tankeform, en udvendig hjerne, jeg har. Jeg er konstant nysgerrig efter, hvad disse personer på billederne laver, hvad de bliver udsat for, og hvad deres handlinger og skæbner fortæller mig. Det, der interesserer mig, er, hvordan magt ser ud og kan beskrives, og en naiv forestilling om at besværge den og komme den i forkøbet, gøre den impotent."
Sys Hindsbo: Bæring
Sys hindsbo:
7-29/11 Sys Hindsbo: grafik