I en have med skulpturer
Af Pier Maria Andersen, kunsthistoriker/journalist.
Dette er et uddrag fra tekst til katalogen ”I en have med skulpturer” udgivet i år af Galleri Arte i Lild Strand


Pontus Kjerrman (f. 1954) og Tine Hecht-Pedersen (f. 1958) bor i Kongens Lyngby , i et af 24 atelierboliger, ”Kunstnerbyen”, bygget af billedkunstnere og arkitekter, i midten af 1950erne med Dyrehaven og naturen tæt på. De har en fantastisk stor og spændende have, hvor en frodig vækst og kunstnerparrets keramik går hånd i hånd. Pontus fabeldyr stikker hovederne op og Tines keramiske buster, store blomster, vaser og krukker lyser op blandt havens pelagonier, buske og træer. Der er et liv og glade dage i kunstnerparrets have. Tine lader sig ikke blot inspirere af naturen og havens farver, dufte, blomster og forskellige årstider. Hun bruger også naturen direkte i sin kunst. Fx henter hun blade i naturen, som hun laver aftryk af i leret. Hun siger:
”De blade, jeg bruger mest, er pelargonier. Jeg har altid pelargonier stående udenfor vores atelier, og om vinteren kommer de ind i mit rum. Jeg bruger ofte cirkler i min kunst, og pelagonien er en blomst med den mest cirkelrunde form, en form jeg er glad for at bruge.”
Det er vigtigt for Tine at have sit værksted hvor hun er i en mere direkte kontakt med naboer og forbipasserende. Derfor har kunstnerparret bygget et værksted ud mod gaden, hvor Pontus har sit atelier i det store rum inde i boligen. Hun siger:
”Vi kan ikke have atelier sammen, for han fylder frygtelig meget. Hvis der er en lille bitte plads et sted, så – hush – så står en af Pontus’ skulpturer der. Jeg skal have meget mere ro, og jeg skal heller ikke se alle hans skulpturer hele tiden. Det påvirker mig så meget. Så får jeg ikke lyst til at lave noget. Jeg skal helst have en hel ren plads, så får jeg lyst. Pontus skal helst have miljøer, hvor alle hans skulpturer er omkring ham, så på den måde respekterer vi hinandens måde at gøre det på.”
Pontus har altid arbejdet utrolig meget. Han har gennem de sidste 35 år arbejdet som lektor ved Det kongelige danske Kunstakademi og sideløbende har han en stor kunstnerisk produktion bag sig, både når det gælder udstillingssiden med skulpturgrupper og billeder, men også med udsmykningsopgaver. Han har i dag udført omkring 40 udsmykningsopgaver i ind- og udland. Det betyder meget for ham, at kunsten på den måde kan komme ud til folket, så alle kan få glæde af den. Han lavede sin første udsmykning i 1986 i Ølstykke, hvor han fik et tilbud fra Statens Kunstfond om at lave en udsmykning til et ældrecenter. Fra slutningen af 1980’erne til 2005 lavede han en større udsmykning om året. En særlig stor betydning for Pontus kunst var vankunsten ved Køge Stationsplads, hans første offentlige kunstværk i et byrum. I 1992 fik Køge kommune inviteret tre billedhuggere at lave udkast til en vandkunst på stationspladsen og til to drikkevandsfontæner på Køge gågade, efter at alle tre billedhuggere havde præsenteret sine forslag valgte man Pontus udkast som stod færdigt i maj 1993, der blev også lavet en film processen, tilgængelig på YouTube: ”Vandkunst i Køge - Pontus Kjerrman”
vandkunsten fik en stor folkelig opbakning i Køge og der kom mange positive henvendelser og herefter har han udført skulpturer, fontæner, drikkevandsbrønde og bænke i mange byer i Danmark, bl.a. vandkunst, drikkevandsfontæne og bænk i Vejle, i Københavnsområdet Amor og Psyke overfor Frederiksberg Station , og ved Landbohøjskolen i Ølstykke, Odense, Køge, Aarhus og Silkeborg. Han har flere udsmykninger på Fyn, bl.a. har han i Odense en udsmykning med ”Hyrdinden og skorstensfejeren”, 1995. Ligesom Pontus arbejder med fabeldyr, skrev H.C. Andersen jo sjældent om mennesker. Han skrev fabler, hvor han menneskeliggjorde et grantræ eller en tinsoldat eller et stykke legetøj. Han siger:
”For mig handler det jo ikke så meget om dyr i sig selv. Det handler jo i virkeligheden om mennesker. Jeg tror på, at vi skal huske på, at mennesket også er et af dyrene. Vi skal passe på, at vi passer sammen med de andre dyr, og at vi passer på vores verden. Så måske er det en lille smule politisk på den måde, at det handler om, at vi skal føle, at vi er en del af hele naturen og hele vores jord. Vi skal ikke agere, som om det er os, der ejer den her jord alene.”