FREDERIKSVÆRK OG OMEGNS KUNSTFORENING
Karen Gabel Madsen udstiller malerier på lærred med mange lag, og med motiver fra arkitektur ofte forstyrret af natur.
Maleriernes lag er bygget op med det rå lærred synligt, et motiv malet op med en hvid grunder og derefter oliemaling i transparente og tykkere lag.
Vi er ikke kun synet når vi oplever et sted, vi har vores erindring, humør og opmærksomhed med. Alt farver oplevelsen, jeg prøver at give en prægning til stedet. At skabe en syntese af de meget forskellige lag der til sammen kan danne et helt indtryk, et samlet maleri.  
Motiverne er oftest arkitektur, det specifikke sted er ikke væsentligt, men konstruktionen er et skelet, hvor maleriet kan finde sted. Maleri er her forstået som kompositionen, farvens klang og strøgets anslag.
Lagene arbejder nogen gange med hinanden, og styrker og gentager hinandens form; for eksempel søjler fra et rum, der bliver mimet i træers stammer ovenpå. Andre gange bliver det arkitektoniske motiv forstyrret voldsomt af linjer og former der adskiller sig og arbejder mod det opmalede motiv.
Det handler om samspillet mellem lagene, det sirlige mod det voldsomme, naturens kræfter og en ”civilisation”, et opbygget perspektiv der spoleres igen, det rolige mod det dynamiske. Af og til bevidste sammenhænge mellem lagene, andre gange sammenstød mellem den arkitektur, der næsten altid ligger som en strukturel bund i mine værker og et overlejrende malerisk lag. Det sted mellem det genkendelige og et formmæssigt maleri finder jeg utrolig interessant. Som en nutidig kompleksitet, hvor opmærksomheden ofte er på flere ting på én gang.

Fernisering lørdag 11/1 2020 kl 14-16 i Ågalleriet, Hans Futtrups Sti 3, 3300 Frederiksværk. Alle er velkomne!
11/1-2/2: Karen Gabel Madsen