Tim Juel-Jacobsen skriver:
Jeg er selvlært med debut på Kunstnernes Efterårsudstilling.
Mine skulpturer er fremstillet af genbrugsjern og overfladebehandlet med metallak.
De er abstrakte og enkle i kompositionen og oftest uden titel og udfordrer derfor vedvarende beskueren som søger noget genkendeligt – insisterer på at blive forstået, selvom der intet er at forstå.
Tilbage bliver oplevelsen af formen og rummet udenom skulpturen: en rejse kan begynde…
Om Tine Kraghs billeder:
"Tine Kraghs malerier i Galleri Gl. Lejre var fulde af poesi og naturlyrik, som de afspejlede en sart og flygtig natur set tæt på og i frøperspektiv. Et mikrokosmos af stængler, blomster og insekter; ofte på en baggrund af forvitrede flader- forenklet, renset og næsten stiliseret, diffust og dirrende som fra en tilstand mellem drøm og opvågnen- et indtryk, der forstærkes af nogle svævende sten, sarte, pastelagtige farver og materialets på én gang grove og luftige struktur."
Bent Petersen, Dansk Kunst
- og der er musik til ferniseringen:
Fløjtenisten Bettina Kragh og pianist og læge Hanne Lerke mødtes i slutningen af 1980'erne på Det kgl. danske Musikkonservatorium i København. Allerede dengang var Hanne en dygtig og meget efterspurgt pianist og akkompagnatør til bl. a. de fløjtestuderende. Bettina fortsatte på solistklassen og debuterede i 1991.
Bettina tog til Sverige og spillede som kammermusiker og senere på Operaen i Malmö. Hanne tog fat på lægestudiet, og satte pianistkarrieren på pause. Senere satte Bettina også fløjtekarrieren på pause.
Mange år senere mødes de to så helt tilfældigt i Frederiksværk.
Bettina er flyttet til byen, pauseknappen er lettet og hun tilbyder nu fløjteundervisning hos bl.a. FOF og Hillerød Musikaftenskole.
Hanne fokuserer på almen medicin og bliver en af lægerne i Kirkegade. Her mødes de en dag, og efter nogen tid begynder de at spille sammen igen.
Det er derfor to dygtige musikere, som vil lade tonerne flyde ved ferniseringen i Ågalleriet d. 6. august. De nyder at spille og har til lejligheden valgt et passende udpluk af deres repertoire, som kan høres fra kl. 14.45.
.